|
 Produktivkræfter og produktionsforhold er to nøglebegreber i den historiske materialisme. Indenfor hver produktionsmåde er produktivkræfterne i første omgang i samklang med produktionsforholdene, for derefter at komme i modsætning til dem, hvilket fører til «en epoke med forandring». [produktivkræfter ≈ produktionsfaktorer ?]
Disse begreber er ikke helt enkle at forstå. Produktivkræfterne omfatter alt [metoden], som
- anvendes af de arbejdende producenter i produktionsprocessen på en sådan måde, at de
- bidrager til produktionen og således at
- resultatet er tilsigtet af producenterne
I praksis omfatter dette produktionsmidler, råmaterialer og arbejdskraft - herunder også de produktive egenskaber ved arbejdskraften, som viden og dygtighed. Også videnskaben bliver i denne betydning en produktivkraft. Man forenkler ikke for meget ved at slå fast, at produktivkræfterne har teknologien som sin kerne. Udviklingen af produktivkræfterne vil da indebære, at produktiviteten stiger.
Produktionsforholdene kan enten defineres gennem formelt juridiske ejendomsforhold eller gennem den mere grundlæggende fordeling af reel kontrol over arbejdskraft og produktionsmidler. Producenterne kan inddeles efter kriterierne: fuldstændig, delvis eller ingen ejendomsret til arbejdskraft og produktionsmidler. Dette giver til sammen ni muligheder, hvoraf de to er usammenhængende, fire svarer til centrale historiske kategorier og tre til grænsetilfælde eller overgangskategorier. Feudale produktionsforhold defineres ved, at den livegne ejer noget af sin arbejdskraft og noget af den jord han arbejder på, slaveriet ved at slaven hverken ejer sin arbejdskraft eller sine produktionsmidler, og kapitalismen ved at lønarbejderen ejer hele sin arbejdskraft men ingen af sine produktionsmidler.
Der er overensstemmelse mellem produktivkræfter og produktionsforhold, når de sidstnævnte er «udviklingsformer» for de første, og at relationen bliver modsætningsfyldt, når de bliver til «lænker». Dette kan enten opfattes således, at produktionsforholdene på hvert enkelt tidspunkt kan hæmme eller fremme udnyttelsen af produktivkræfterne, eller således at de over tid kan hæmme eller fremme udviklingen af dem. Den sidste tolkning er den mest rimelige. Den indeholder en central uklarhed: Betyder modsigelsen, at produktivkræfterne hæmmes i forhold til den udvikling de havde tidligere (på det tidspunkt hvor der forelå overensstemmelse) eller i forhold til den udvikling de kunne have haft under andre produktionsforhold? Den første mulighed er vanskelig at forene med den stadig hurtigere teknologiske udvikling under kapitalismen, mens den anden mulighed er vanskelig at forene med konstatering af, at modsigelsen vil motivere til forandring. Et andet hovedproblem ved teorien er, at den vanskelig lader sig forene med de førkapitalistiske produktionsmåder, som var baseret på en stillestående teknologi. Men hvordan budgetterer man forandringer i produktivkræfterne ? Herom har der i århundreder hersket en del regnskabsforvirring idet økonomimodellerne er vokset frem fra på den ene side bogholderipraksis og på den anden side samfundsøkonomiske teoribygninger. I de seneste 50 år er man dog kommer frem til en mere jordnær og ledelsesorienteret tilgangsvinkel ved hjælp af det såkaldte Kapacitetsregnskab, som skærer igennem regnskabstradition og vanetænkning. Kapacitetsregnskabet er det eneste realistiske bud på et værktøj for ledelse af forandring med budgetter fordi det lægger ansvaret på de rette skuldre, fokuserer på indtægts- og resultatsektorernes relative lønsomhed og efter hvordan økonomien disponeres og skabes i virksomheden - giver ledelse og resultatskabelse mening - Inddrager du dine salgsfolk i budgetarbejdet ? Udbredt misforståelse af det matematiske grundlag for økonomistyringsmodellerDe fleste, for ikke at sige alle økonomer har en ret så diffus holdning til økonomimodellers bæredygtighed og den matematiske metode, som ligger til grund for beregninger når opgaven lyder på kortperiodisk økonomistyring efter aftalte resultatmål for resultatansvarlige. Man mener at opgaven går ud på med en forenklet totalbetragtning, at konstruere sig frem til en ret linie, der afspejler gevinsten som funktion af - en omsætningsstørrelse (kr./tidsenhed)....x1
de hertil svarende
- variable omkostninger (kr./tidsenhed)........a
- faste omkostninger (kr./tidsenhed).............b
- gevinst (kr./tidsenhed).................................y1
Jeg vil påstå at opgaven ikke går ud på at konstruere en ret linie, men at beskrive punktvise gevinster ved alternative forudsætninder, som derefter kan danne grundlag for differensbetragtninger ved valg imellem alternative planforslag, der gensidigt udelukker hinanden og på et handlingsorienteret genaraliseringsniveau. Planforslag forstået som summer af handlingskæder. De fleste ræssonerer så : "Nu er det jo sådan, at kender man ikke hældningen for en ret linie, kræves der to punkter for at fastlægge den. Man kan ikke fastlægge en ret linie eentydigt ud fra kendskab til blot eet punkt. Derfor er det normale udtryk for gevinst i den forenklede totalbetragtning" Jeg vil påstå, at det ikke var Palle Hansens hensigt at betragte relationen som retlinede funktioner. Der er matematisk set højest tale om - forenklet sagt - et sæt af alternative punkter, som man kan plotte ind i et koordinatsystem for at lette forståelsen illustrativt. Linearitetsbetragtningen er et levn fra en variabilitetstankegang, som højest har relevans i en fremskrivning. For en igangværende virksomhed med dens begrænsninger/muligheder (som følge af fortidige beslutninger) og for at gøre mål operationelle for de resultatansvarlige, er det relevant at betragte indtægter og omkostninger efter den måde hvormed de disponeres. Altså en partiel tilpasning. Når en beslutning så er truffet, efter mange vurderinger og man er gået igang med at realisere dens forudsætninger, er løbet sådan det kørt og beslutningssituationen et overstået kapitel - rent tidsmæssigt set. Kort sagt - er der tale om to forskellige matematiske stilarter. De matematiske modeller til beskrivelse, afgrænsning og løsning af de konkrete beslutningsopgaver, som Palle Hansens Kapacitetsmodel bygger på, har sit udgangspunkt i den diskrete matematik med opstilling af alternative summer af diskontinuerte strukturer, der hver for sig er adskilte. Den diskrete matematik er blevet populær i de seneste årtier og er iøvrigt blevet et grundlæggende element i datalogien. I modsætning til den diskrete matematik står så den traditionelle infinitesimalregning med de lineære sammenhænge, som i forbindelse med reglerne for budgetsammenstilling og de retrograde kalkulationer er urealistiske på grund af deres krav om kontinuitet i modelforløbet. Leif Mønniche Copyrights - JAWICO Tooling, Inc.
|
