Pengemængden i samfundet

Pengemængden er et begreb som dækker over mængden af likvide aktiver i et samfund. Pengemængden består traditionelt af:

• Sedler og mønter 
• Indestående på ikke bundne konti 
• Indestående på ikke kortidsbundne konti

Med hensyn til veksler er det et definitions spørgsmål. Men i teorien bør veksler medregnes på samme måde som obligationer som i almindelighed ikke medregnes i pengemængden. Det bemærkes, at cheks og kreditkort ikke kan opfattes som en del af pengemængden, men derimod udelukkende er transaktionsmåde. Det samme gælder med debitkort, som bare tilføjer låntagning oven i.

Mængden af mønter og sedler sættes direkte af Nationalbanken, mens at mængden af indestående på bankkonti afhænger af såvel husholdningerne som af bankerne. Husholdningernes påvirkning er åbenlyst, mens at bankernes er lidt med omstændelig. Bankerne kan nemlig gennem ind- og udlån være med til at skabe penge og derved øge pengemængden.

Det centrale begreb er her reserveratioen [læs reserve-ratioen]. Dvs. den andel af indlånene som en bank genudlåner, fordi man ikke forventer at alle indlånene vil blive krævet udbetalt samtidig.

Processen kan illustreres som følger, hvis vi siger at reserveratioen er 10%: Banken får 100 kr. i indlån. De beholder 10 kr. i reserve og låner 90 kr., som igen sættes i banken af for eksempel en handlende, efter låntager måske har brugt dem til at købe ind for. Herved er pengemængden nu 100 + 90 = 190 kr. Men det forsætter. Af de 90 kr. holdes 9 kr. i reserve og 81 kr. lånes ud, men vender ligesom ovenfor tilbage.

Samlet set kan man vise, at summen af denne proces er udgangsbeløbet divideret med reserveratioen, dvs. at 100 kr. skaber en pengemængde på 100 / (1/10) = 1000 kr. En over reserveratioen betegnes pengemultiplikatoren.

Heller ikke Nationalbankens påvirkning af pengemængden er helt åbenlys. Grundlæggende sker det dog ved, at Nationalbanken trykker nogen ekstra penge, som den spreder i samfundet på den ene eller den anden måde. Det sker typisk igennem køb og salg af obligationer. Et obligationssalg mindsker pengemængden, da det opsuger likviditet. Et obligationskøb køb hæver pengemængden, da det sender likviditet ud i samfundet.

Den form for direkte åbne markedsoperationer (OMP’er) er ikke så almindelig nu til dages. I stedet bruger Nationalbanken såkaldte repoforretninger hvor de på ugebasis for en given rente (reporenten) køber obligationer af bankerne, men hvor bankerne har har genkøbspligt ugen efter. Ved at sænke og hæve reporenten kan Nationalbanken styrer mængden af disse repoforretninger og derved pengemængden. Dette kaldes også for indirekte åbne markedsoperationer.

Også gennem mindstekrav til reserveratioen kan Nationalbanken påvirke pengemængden. Kontrollen er dog ikke suveræn, da bankerne kan vælge at have en højere reserveratio og husholdnignerne kan vælge både at sætte flere og færre banken i banken, dvs. udsætte være eller flere penge for pengemultiplikatoren.

Ændringer i pengemængden gennem pengemarkedet har betydning for inflationstakten. Det ses derfor klart at forekomst af ludomani hos de involverede kan have katastrofale konsekvenser for samfundsøkonomien.