Fokus & Forum – September 2002

– Dialog mellem læserne og redaktionen

Hvad kan økonomistyringen gøre med de grådige direktører, de svigagtige bestyrelser, de overkreative økonomifolk og de utroværdige revisorer?

De amerikanske regnskabsskandaler i den seneste tid har rystet verdensøkonomien og finansverdenen. Den amerikanske »superøkonomi«, som næsten alle priste til skyerne i de »glade 90'ere«, har tilsyneladende mistet sin glans. Først bristede IT-boblen. Så blev regnskabsfuskeriet afsløret hos Enron. Næsten fra dag til dag sank verdens førende og mest lukrative revisionskoncern Arthur Andersen i grus. Derpå blev verdens største teleimperium [WorldCom] afsløret som »sminket lig« og gik i betalingsstandsning. Og i den såkaldte bund på de globale aktiemarkeder gik proppen atter løs. Ingen tør vel tro på, at vi har fået alle skeletter ud af skabene.

Jo mere krisen kradser, desto større bliver presset på virksomhederne og deres top for at pynte på resultaterne. Hermed befinder vi os inde i den onde cirkel. Det naturlige spørgsmål for os må være: Hvad kan økonomistyringen stille op med disse alvorlige ledelsesproblemer? Har vi i vores ideologi og modelapparat midler, som kan modvirke disse basale problemer? Er økonomistyringens logik og ledelseskultur ikke i bund og grund netop indrettet på at maksimere gevinsten og tilfredsstille de altid krævende aktionærer? Har vi i for høj grad ladet os forføre af de amerikanske markedsmekanismer og finansielle vækst- og belønningssystemer? Har økonomifolk og revisorer givet slip på deres troværdighed og professionelle anstændighed i troen på den ensidige pengeøkonomi? Ligger disse problemer fjernt fra den skandinaviske virksomhedsmoral, eller kan vi forvente lignende skandaler på vore breddegrader?

Det er først vigtigt at slå fast, at disse problemer i høj grad berører økonomistyringens ledelsesideologi og arbejdsformer i hele verden. Og vi har også vore lig i lasten. Vore lokale skandaler i Farum og SID afslørede de samme menneskelige og systemmæssige svagheder. Økonomistyringen som profession står og falder overalt med evnen til at beskrive, forklare og formidle den sande viden om virksomhedens værdiskabelse og sikre og realisere alene de dispositioner, som opfylder interessenternes behov for passende og værdisikre modydelser. Men denne mission er naturligvis yderst kompleks og præget af mange modstridende hensyn.

Når alt går godt, og virksomhedens udvikling er i vækst, er det nemt at forfalde til de enkle og enstrengede vækstbaserede gevinstmaksimeringsmodeller. Economic Value Added er et typisk eksempel på en sådan vækststrategi, hvor alle dispositioner alene måles på kapitalens kortsigtede nettoafkast, og hvor alt går godt, sålænge væksten stiger og rentabiliteten holder. Så længe kapitalen øges, og kapitaltilvæksten kan investeres i lukrative aktiviteter, kører pengemaskinen videre derudaf uden synlige problemer.

Men problemerne opstår, når samfundsøkonomien vender, og ledelsen fortsat skal bevare væksten og afkastet og dermed magten på toppen. Først i denne situation vil det vise sig, hvilke unødige risici ledelsen har løbet ved alene at optimere driften på kort sigt uden at tage hensyn til de dermed pådragne forpligtelser og de skabte forventninger, og uden at spekulere nærmere over usikkerheden og skrøbeligheden i de valgte løsninger og forretningsrelationer etc.

Økonomistyring handler jo ikke kun om at skabe maksimal kapitaltilvækst på kort sigt. Økonomistyring handler i høj grad også om at opbygge de kompetencestrukturer, samarbejdsrelationer, udviklingsplatforme og bæredygtige ressourcegrundlag, som tilgodeser virksomhedens og interessenternes fremtidige udfoldelsesmuligheder. Det er nok her, at økonomistyringen ofte fejler. Økonomistyringens ideologi har i for høj grad ladet sig forføre af samfundets kortsigtede finansielle grådighed og de deraf følgende modetendenser. I kølvandet heraf følger finanseksperternes overmod, kortsigtede interessehorisont og urealistiske vurderinger. Hvis vi kigger lidt tilbage, er en stor del af vores aktuelle økonomistyringsideologi baseret på 90'ernes oppustede vækstøkonomi.

Der var jo ingen grænser for, hvad den nye IT-teknologi kunne levere af vækst og afkast. Nogle troede ligefrem, at de banale økonomiske knaphedslove var blevet ophævet, og at den såkaldte »nye økonomi« havde brudt med tidligere tiders konjunkturforløb. Men så bristede boblen, terroristerne angreb World Trade Center, væksten aftog, aktionærerne mistede tilliden, regnskabskreativiteten gik over i regnskabsfusk, skandalerne tiltog, den »onde cirkel« gik i selvsving. I denne proces var økonomistyringens simple vækstmodeller og strømlinede rapporteringsmodellen kun til ringe nytte. Hverken de amerikanske finansielle kapitalvækstmodeller, de europæiske omkostningskontrolmodeller eller de japanske småforbedringsmodeller er gearet til at håndtere lavvækst, kriseøkonomi og interessentkonflikter.

Men hvad er det så, at økonomistyringen mangler i sit modelapparat? Kan økonomistyringen overhovedet modvirke, at topledere, økonomifolk og revisorer falder for fristelsen til at pynte på de barske økonomiske realiteter? Det siger sig selv, at økonomistyringens praksis og arbejdsresultater ikke kan være anderledes og bedre end moralen hos de mennesker, som har magten over denne praksis. Sandsynligheden for, at magtfulde og ambitiøse mennesker forfalder til regnskabsfusk og kreativ bogføring øges, når det sociale og økonomiske miljø er præget af et højt og eventuelt tiltagende præstations- og forventningspres.

Ambitionerne, fristelserne, grådigheden og de kreative evner er sikkert de samme overalt i verden. Og økonomistyringen fungerer under de samme samfundspolitiske betingelser.

Men spørgsmålet er, om samfundet og økonomistyringens seriøse udøvere kan leve med denne passitivitet og magtesløshed. Det er vigtigt, at økonomistyringen som profession aktivt forholder sig til disse problemer, og ikke blot passivt accepterer, at de gældende samfundsnormer ikke modvirker den onde cirkel. Økonomistyringen bør i langt højere grad sætte professionens etik højere end den kortsigtede personlige vinding.

• For det første må økonomistyringen i langt højere grad forholde sig til de ledelsesproblemer og forretningsrisici, som opstår i krisetider. F.eks. må økonomistyringen udvikle kommunikationsstrategier og beskrivelsesformer, hvormed ledelsen kan vurdere de forretningsmæssige risici og give interessenterne mere langsigtede billeder af virksomhedens værdiskabelse, udviklingspotentialer og forretningsvilkår, end det er muligt med de nuværende driftsorienterede og kortsigtede resultat- og kapitalværdimodeller.De nuværende regnskabsmodeller forøger fristelsen for ledelsen til at undlade at oplyse om kritiske dispositioner for at undgå aktionærernes hysteriske reaktioner.
• For det andet bør økonomistyringen i langt højere grad lægge vægt på de politiske, sociale og etiske aspekter, der er forbundet med at videregive viden om virksomhedens økonomiske forhold. Således bør der i langt højere grad skabes normer for, hvilke kritiske forhold man bør informere aktionærerne, medarbejderne og offentligheden om. F.eks. kan man være fristet til at undlade at informere om projekter, som går galt eller må opgives. Tænk blot på, hvilke konsekvenser det havde for Novo Nordisk's aktiekurs, da de i sommer offentligt erkendte, at et vigtigt produktudviklingsprojekt måtte opgives, fordi nogle dyreforsøg havde vist negative effekter. Mange virksomheder havde holdt denne viden for sig selv, fordi dispositionen ikke ville have kortsigtet betydning for indtjeningen. Man kan med rimelighed stille krav til økonomistyringens og regnskabsfunktionens troværdighed og etiske grundlag.

Man kan f.eks. undre sig over, at der i den eksisterende videregående undervisning af fremtidens regnskabs- og revisionsfolk på handelshøjskoler og universiteter kun i meget ringe grad gives undervisning i regnskabs- og revisionsprofessionens sociale og etiske ansvar. Undervisningen lægger hovedvægten på regnskabsmetoder og revisionsteknik, medens de basale spørgsmål omkring professionens sociale ansvar, legitimitet, troværdighed og strategiske uafhængighed næsten ikke berøres. Nogle vil her indvende, at der jo undervises i visse nye alternative regnskabsformer såsom sociale regnskaber, miljøregnskaber, etiske regnskaber etc. Men denne undervisning berører jo alene spørgsmål om at producere og levere andre »tekniske« former for viden om virksomheder til brug for offentligheden. Men heri tages ikke stilling til de betingelser, under hvilke regnskaberne udformes, samt de faglige normer, som skal sikre regnskabernes troværdighed. For at lave f.eks. et videnregnskab behøver regnskabsproducent og -kontrollant jo ikke at ændre sin rolle og identitet som ledelsens forlængede og »ukritiske« arm.

De nye tanker om ledelsens og dermed økonomifunktionens økonomiske og sociale ansvarlighed, som er udtrykt i konceptet »Corporate Governance«, kunne her være et første forsøg på at udvikle et socialt adfærdskodeks for virksomhedsledere i deres håndtering af deres informations-, kommunikations- og habilitetspligter, herunder sætte normer for hvad der bør informeres om i regnskaber og beretninger. Men der er lang vej igen, før dette adfærdskodeks får gennemslagskraft i almindelig regnskabspraksis.

• For det første er »Corporate Governance-konceptet« kun formet som nogle generelle anvisninger og en simpel checkliste, som en række topledere har sat sig for at udforme, primært til gavn for investorerne.
• For det andet savnes en egentlig udmøntning af de strategiske overvejelser og afvejninger, som må gøres i praksis, når forskellige interessentbehov skal afbalanceres.
• For det tredie må man desværre konstatere, at samfundsdebatten omkring »Corporate Governance-ideen« har været yderst sparsom og usynlig. Tilmed har en række store danske velrenommerede virksomheder tilkendegivet, at de ikke ønsker at være underkastet disse informationsforpligtelser. Men forsøget er absolut prisværdigt, selvom modtagelsen også viser, hvor svært og langsommeligt det er at få ændret samfundets etiske økonomistyringsideologi og kommunikationsstrategier. Det var måske også her på sin plads, at økonomifolkene og revisionsbranchen kom mere aktivt op på barrikaderne og støttede debatten. Det er trods alt her, at det professionelle ansvar er placeret.

Summa summarum:

• For det første må vi endnu engang konstatere, at vores økonomistyringsprofession i høj grad undertrykker fagets etiske og sociale dimensioner til fordel for de økonomiske og tekniske dimensioner.
• For det andet må vi håbe, at økonomistyringsprofessionen vil tage ved lære af de her konstaterede mangler, den globale udvikling på finansmarkederne og overvurderingen af den amerikanske »superøkonomi« med dens overoptimistiske markedsøkonomiske ledelsesopskrifter.
• For det tredie bør vi som økonomifolk og revisorer revurdere vores professionelle rolle og identitet og forholde os mere aktivt og kritisk til økonomistyringens evige dilemmaer: Afvejningen mellem økonomisk logik og social etik, mellem neutral faglig troværdighed og økonomisk-politisk involvering, mellem informationens objektive sandhed og informationens subjektive pragmatiske effekt.

Økonomistyringen stiller faktisk nogle helt fundamentale samvittighedsspørgsmål til sine udøvere, som vi i den daglige praktiske trummerum og overlevelse siver og undertiden glemmer at tænke over og tage stilling til.

Preben Melander